BEAUTIFUL BEINGS: Brutalitet og venskab i den islandske underklasse

Af Gustav Stubbe Arndal

Beautiful Beings fortjener advarsler side om side med stjernerne på plakaten. Den udforsker den type traumatiske barndoms- og ungdomsoplevelser, der sætter dybe rødder i psyken, og de er sjældent skjult mellem linjerne.

Først bliver man introduceret til Balli (Áskell Einar Pálmason), en dreng med en forsømmende mor, en far i fængsel for vold og en dagligdag spækket med social angst og voldelig mobning. Dernæst møder man Addi (Birgir Dagur Bjarkason), som umiddelbart ligner den slags lømmel, der ville deltage i mobningen. I stedet inviterer han Balli ind i sin vennegruppe og introducerer ham for det lavkriminelle miljø, de lever i.

Gruppens erklærede ”leder,” Konni (Viktor Benóný Benediktsson), har en kort lunte og synes altid at have nogle ældre teenagedrenge lige i hælene. Og så har Siggi (Snorri Rafn Frímannsson) stået for skud som den laveste i hierarkiet, indtil Balli kommer på banen.

De elsker hinanden, men det taler de ikke om. Ligesom Addi ikke taler om sin mor, der mener hun er synsk og tydeligvis døjer med sindsforstyrrelser. Eller ligesom Konni ikke snakker om, hvor bange han er for sin far.

Der går ikke længe, før man føler sig vant i det miljø, drengene begår sig i. En hverdag, der går med enkelte slagsmål, øl og cigaretter eller stærkere rusmidler – hvad end der kan opsnuses. De gør Ballis møgbeskidte hus til et slags hjem, hvor de kan være sig selv. Men en knugende fornemmelse sætter sig i hjertet på både Addi og publikum; på et eller andet tidspunkt går noget galt.

Det er i denne spænding, Beautiful Beings hører til. Man hives indenfor i en tæt vennegruppe og ser, hvordan denne gruppe outsiders tilfører kærlighed til deres omsorgsløse verden – men et besøg fra en socialrådgiver, eller rygter om, at nogen leder efter Konni på grund af en ekskæreste, presser på udefra.

Når legen ophører, er det næsten en lettelse.

Spændingen holdes med præcis instruktion – man er altid i drengenes øjenhøjde og låst i deres perspektiv. Små, intime omfavn filmes tæt til kroppen, præcis som hænder der sveder efter et dårligt svampetrip. Socialrealismen afbrydes af drømmesekvenser fra Addis perspektiv, men de er mere forankret i den alvorlige virkelighed, end man først tror.

Frem for alt er det skuespillet, der virkelig imponerer. Drengene spiller alle deres rolle med udmærkelse, men Bjarkason er et mindre vidunder i rollen som Addi. Han formår at lade følelser ulme under overfladen; at sige én ting, mens han mener en anden. Det er en underspillet, indebrændt præstation, man ikke forventer fra en 14-årrig debutant.

Beautiful Beings er som sagt ikke for sarte sjæle. Men kan man håndtere dens voldelige mobning, fattigdom, stofmisbrug, alkoholisme, barndoms-PTSD, skizofreni, voldtægt og forsømmelse… så har man en bomstærk filmoplevelse i vente.

Kommentarer